Prioritering i sundhedsvæsenet kræver eftersyn

Under halvdelen af de standardbehandlinger vi i dag tilbyder, er baseret på solid, klinisk evidens. Dét kan vi gøre bedre.

Vi har den 11 marts 2022 bragt dette debatindlæg i Politiken, skrevet af generalsekretær Lui Näslund Koch og bestyrelsesmedlemmerne Monika Rubin og Camilla Birgitte Søren:

 

Det danske sundhedsvæsen har vokseværk. Siden år 2000 er de offentlige udgifter til sundhed steget med 46%. Det er markant mere end de samlede offentlige udgifter, der i samme periode steg med 15%. Det er en udvikling, der ikke kan vare ved, hvis vi i fremtiden vil bruge penge på andet end sundhed i Danmark.

Bruger vi pengene bedst muligt i sundhedsvæsenet? I SundFornuft - tænketanken for sundhedspolitik mener vi, at der er plads til forbedring. Historisk set er implementering af nye behandlinger blevet styret af GOBSAT (Good Old Boys Sitting Around the Table). Det har været et nødvendigt onde, men er en metode, vi skal væk fra. Kun lidt over 8% af behandlingerne anbefalet til hjerte-syge beror på solid, klinisk forskning. Tallene er nogenlunde på samme niveau for intensivpleje og for kræftbehandling. Dét er bekymrende. Vi advokerer selvfølgelig ikke for, at man med et pennestrøg skal sløjfe 92% af al behandling, men dette er gode eksempler på, at den behandling, der hver dag udføres, ikke altid er underbygget af solid klinisk forskning. Behandlingerne kan være spild af penge, eller i værste fald til skade for patienterne. Hvis ikke behandlingerne er undersøgt grundigt, kender vi reelt ikke effekten. Der bør derfor være fokus på forskning, der støtter op om den daglige praksis.

Med den demografiske udvikling, hvor der kommer flere ældre end yngre borgere, og efterspørgslen på sundhedsydelser derfor også stiger, kan vi ikke fortsætte som hidtil.

Ved at prioritere kan vi komme den oplevede travlhed til livs og sikre, at sundhedsvæsenet i fremtiden ikke skal overleve på økonomiske saltvandsindsprøjtninger fra skiftende regeringer, hvilket vi ikke mener er en bæredygtig strategi.

 

Vi skal prioritere tiltagene, men hvordan?

Generelt bør man se på, hvilke opgaver der udføres i sundhedsvæsenet. Gode tiltag i denne retning er oprettelsen af Medicinrådet, der vurderer nye lægemidlers værdi ud fra blandt andet effektivitet og pris, samt Behandlingsrådet, der forventes at gøre det samme med øvrige nye behandlinger. I SundFornuft opfordrer vi til, at man går længere end det. De allerede eksisterende behandlinger og ydelser bør også evalueres. Vi opfordrer de faglige selskaber til i samarbejde med patientforeningerne at gennemgå de hyppigst anvendte behandlinger inden for hvert speciale. For hver type behandling bør den eksisterende evidens gennemgås kritisk, og der bør tages stilling til om behandlingen fortsat skal være et tilbud og til hvilke patienter. Er der patient- eller aldersgrupper, der vil have mere gavn af en given behandling end andre, og hvornår opvejer fordelene eventuelle ulemper. Ved at inddrage både fagspecialister og patientrepræsentater opnår man legitimitet til enten at fortsætte eller skrinlægge en given behandling, afhængigt af hvad evidensen tilsiger.

Et godt tiltag er startet med “Vælg klogt” kampagnen, der drives af de lægevidenskabelige selskaber i samarbejde med Danske Regioner. Her har man estimeret, at op mod 20 % af det, der laves i sundhedsvæsenet er spild, og at man, hvis man optimerede dette helt, kunne spare op mod 30 mia kroner. “Vælg Klogt” kampagnen er i 2022 kommet med seks konkrete forslag til overflødig behandling. Lad os brede dette ud og gennem prioritering få hverdagen i sundhedsvæsenet til at hænge bedre sammen.

 

Der skal luges ud

Kommer man ved gennemgangen af de hyppigst anvendte behandlinger frem til, at der mangler evidens, kan det rigtige redskab i første omgang være at skabe denne viden. Dette vil kræve forskningsmidler til netop de områder, der berører mange patienter i et given speciale. Der er selvsagt både behandlinger og undersøgelser, hvor store lodtrækningsforsøg ikke er den optimale måde at undersøge behandlingen på. Det kan fx være fordi sygdommen forekommer sjældent, men det bør tilstræbes, at behandlinger og undersøgelser er bygget på klinisk forskning. Vi skal bruge personalets tid og de økonomiske ressourcer rigtigt.

Hvad ville der mon ske, hvis vi ophørte med sundhedsydelser, hvor der ikke var ordentlig dokumentation for en effekt? Det intuitive svar for mange vil nok være, at det er bedre at lade tvivlen komme patienten til gode. Spørgsmålet er, om den tilgang gør mest gavn eller skade? Prioriterer man mange ressourcer til ét område, så vil de ressourcer mangle et andet sted. Det mest åbenlyse eksempel på den ressourcemangel er den stedmoderlige behandling, psykiatrien har ligget under de sidste mange år, til forskel fra store somatiske sygdomsgrupper som fx kræftområdet.

Under halvdelen af de standardbehandlinger vi i dag tilbyder, er baseret på solid, klinisk evidens, - dét kan vi gøre bedre. Vi opfordrer til at igangsætte en kritisk gennemgang af det, der allerede i dag laves i det danske sundhedsvæsen. Dét er sund fornuft.