
30/01/2025
SundForuft; rekruttering og tilknytning - Sygeplejersken
Cathrine Hartmann er sygeplejerske, har en master i sundhedsfremme og selvstændig.
Læs hvad hun mener om emnet her.
1) Hvad tænker du når du hører “rekruttering og fastholdelse af personale”?
“Når jeg hører ordene rekruttering og fastholdelse af personale, tænker jeg, at det handler om det aktuelle, store behov for sundhedsprofessionelle.Derudover tænker jeg, især ifht ”fastholdelse”, at det kan have et kraftigt og uheldigt signal. I værste fald, har det modsat effekt.
Både fra egen erfaring og fra samtaler med mange sundhedsprofessionelle og især sygeplejersker ved jeg, at stor ansvarsfølelse og stort engagement for at hjælpe de mennesker vi er optaget af at hjælpe, er kendetegnende for os. Det medfører, at vi har en tendens til at strække os langt og blive i rammer vi ikke oplever som gode. Vi lader os ”fastholde” og risikerer at blive alvorligt belastet af det.
Jeg er bekymret for, at fokus på ”fastholdelse” indebærer en forventning om, at personalet skal give og blive nærmest uagtet egen trivsel og sundhed. For at kunne give personalet lyst til at forblive ansat, er der behov for et stort fokus på, at arbejdslivets rammer er sunde, meningsfulde, udviklende og motiverende.
Det er vigtigt med fokus på tilrettelæggelse af et sundt miljø, hvor arbejdet er med til at styrke trivsel og sundhed og ikke modsat. Jeg ser den regenerative tankegang, som indebærer, at vi (gen)opbygger i stedet for at nedbryde, som en central del af fremtidens sundhedsvæsen. Fastholdelse kan vidne om det sidste.
Vi skal have et øget fokus på hvad der motiverer og skaber tilknytning, og herunder give plads til at være nysgerrige på medarbejdernes værdier. Jeg tror, at det er bæredygtigt på den lange bane.”
2) Har du oplevet noget godt, eller iværksat nogle virksomme tiltag på området?
“Jeg er optaget af, at fokus på mental sundhedsfremme blandt sundhedsprofessionelle skal have endnu større plads. Vi har behov for tilbud der fokuserer på personalets trivsel og fællesskabets betydning langt tidligere end der er tradition for mange steder. Mange oplever, at de først tilbydes hjælp når de allerede er alvorlig belastet.
Jeg bidrager med fokus på både den enkelte og på gruppers trivsel gennem samtaler og facilitering, og benytter gerne naturen som ramme for dette. Naturen bidrager i særlig grad til ro, tillid og åbenhed, og derved til både forebyggelse, sundhedsfremme og håndtering af mentale (og kropslige) belastninger. Jeg vil gerne være med til, at vi i endnu højere grad inddrager det i sundhedsvæsenet. Det kan lade sig gøre – også selvom vi har travlt og er økonomisk pressede. Min erfaring er, at forholdsvis enkle tiltag kan have en værdifuld betydning. Det betyder ikke, at vi kan løse udfordringerne omkring ”rekruttering og fastholdelse af personale” med hurtige løsninger. Det kan kræve tålmodighed og et langsigtet fokus, og det skal man være indstillet på. Det kræver mod og vilje til at prioritere den menneskelige bundlinje.”
3) Hvad oplever du som den største hindring?
“Der er flere vigtige aspekter. Vi taler om betydningen af trivsel, men er der reel motivation og handling bag?
Vi har behov for gode rammer for tryg dialog, og et øget og kontinuerligt fokus på psykologisk tryghed – både blandt medarbejdere og ledere. Mange fortæller om helt modsatte oplevelser. Vi skal også give mere plads til at prioritere de gode, reelle pauser. Det kan være udfordrende, men er utrolig vigtigt.
Der er også behov for, at lederes egen trivsel bliver prioriteret. Min oplevelse er, at der er begrænset tradition for det. Derudover også et øget fokus på deres rammer for at arbejde med den mentale sundhed blandt deres egne medarbejdere. Det har betydning for langt flere end den enkelte.
Jeg tror ikke, at vi kan ikke løse kriserne i sundhedsvæsenet ved at have effektivitet, vækst og fastholdelse som de mest centrale værdier. Vi må inddrage den menneskelige bundlinje i endnu større grad, hvor vi
tænker mere langsigtet med sundhedsfremmende aktiviteter i fokus – også for personalet, som er grundstenene i organisationen.”
Tak Cathrine for at være med til at sætte fokus på emnet.
Husk på at du kan blive medlem af tænketanken og støtte vores arbejde her