SundForuft; rekruttering og tilknytning - Sygeplejersken

Sacha Methe Elbeck er sygeplejerske og uddannet cand.cur. APN (Avanceret Klinisk Sygeplejerske). Hun arbejder i Sygeplejen, Aalborg Kommune, Senior og Omsorg.

Læs hvad hun mener om emnet her.

1) Hvad tænker du når du hører rekruttering og fastholdelse af personale?
“I et sundhedsvæsen hvor kompleksiteten er stigende, opgaverne bliver nye og flere oplever jeg, at det er vigtigt og givtigt for det sundhedsfaglige personale – nye som erfarne - at der er mulighed for at man som fx sygeplejerske, har rammerne og muligheden for at anvende og løbende udvikle sin faglighed. Jeg ser at det giver en psykologisk tryghed i mødet med de komplekse borgere og nye opgaver, at man har den faglige ballast til trygt at kunne udføre sit virke og samtidig finde udførelsen heraf tilfredsstillende. Som sundhedsfagligt personale drives man ofte af at føle, at man gør en forskel – og det kan være svært at føle at ens arbejde er udført tilstrækkeligt, hvis man rent fagligt er utryg i tilgangen til opgaven. Faglig tryghed ser jeg giver motivationen og drivet til, hver dag at gå ud og gøre en forskel for de borgere og patienter i samfundet, der måtte have brug for det. Det mener jeg spiller en stor rolle i fastholdelse såvel som rekrutteringen af medarbejdere, at disse muligheder er tilgængelige på arbejdspladsen.”

2) Har du oplevet noget godt, eller iværksat nogle virksomme tiltag på området?
“I min nuværende stilling som APN-sygeplejerske i Aalborg Kommune, har jeg oplevet en ledelse der på alle niveauer har et stort ønske om at udvikle deres medarbejdere gennem videreuddannelse, kurser og lignende. Man forsøger at udvikle de medarbejdere der har interesse indenfor de områder, hvor man også vurderer at der er brug for mere viden for at løse opgaven på en ny måde eller mere effektivt til gavn for borgeren. Det oplever jeg giver en øget motivation hos medarbejderen og mig selv, når man får muligheden for at anvende ens nye viden i en praksis hvor denne viden er kærkommen.”

3) Hvad oplever du som den største hindring?
“Jeg tror, at hvis man spørger de fleste ledere, er der ikke det, de ikke vil gøre for at skabe læring og udvikling blandt sine medarbejdere. Det kan dog være svært både at forene medarbejderens individuelle ønsker om at udvikle sig indenfor et givent område og samtidig tilgodese hvilke områder der også har et reelt behov for faglig udvikling. Min oplevelse er, at det kan være svært at fastholde fx sygeplejersker, hvis de føler at de er utilstrækkelige i deres arbejde, på den ene eller den anden måde. Det kan være at rammerne gør, at arbejdet ikke kan udføres med den faglige standard personalet ved opgaven kalder på. Det kan også være, at det sundhedsfaglige personale ikke oplever at udvikle sig i sin nuværende stilling og derfor søger nye veje for at lære mere.”

 

Tak Sacha for at være med til at sætte fokus på emnet.

Husk på at du kan blive medlem af tænketanken og støtte vores arbejde her

Følg også tænketanken på de sociale medier: 

- LinkedIn
- X
- Instagram

0