
12/01/2025
SundForuft; rekruttering og tilknytning - Lægen
Sara Radl er hoveduddannelseslæge i almen medicin, næstforperson for Yngre Læger og forperson for Yngre Lægers almen praksisudvalg.
Læs hvad hun mener om emnet her.
“Når jeg hører ordet rekruttering, så tænker jeg på rekruttering af praktiserende læger. Det optager mig rigtig meget, og i den politiske virkelighed vi lever i lige nu, er det helt afgørende for, om de ændringer, der bliver lagt op til med den nye sundhedsreform, rent faktisk kan leve.
Rekrutteringskæden er i mine øjne lang, når vi snakker om rekruttering af praktiserende læger. Selvfølgelig skal endepunktet, altså dét at være praktiserende læge, være attraktivt. Mange vælger jo selvfølgelig specialet, fordi de kan se: Her kan jeg engang få et godt arbejdsliv. Jeg kan få et arbejdsliv, der er udfordrende, sjovt, dybt meningsfuldt og med så meget selvbestemmelse, at jeg kan påvirke de ting i dagligdagen, der ikke fungerer. Jeg kan få muligheden for at tilrettelægge mit arbejde på en måde, så der både er plads til arbejde, men også til min familie, mine venner og interesser. Jeg har jo kun ét liv, og det skal rumme det hele. Der bliver nødt til at være balance i tingene. Jeg vil gerne arbejde, jeg kan godt lide at arbejde, men jeg vil ikke have et stressende arbejdsliv.
Vejen hen mod at blive praktiserende læge skal også være attraktiv. Det starter på medicinstudiet, hvor det skal være nemmere at bo uden for de større byer, og hvor almen medicin, og det at være generalist, skal introduceres tidligere, løbende og i det hele taget fylde mere. Mange er i gang med deres speciallægeuddannelse, når de stifter familie og har små børn. Tiden er meget dyrebar, og man er forpustet både på arbejdet og når man kommer hjem. Hoveduddannelsen er præget af mange skift, og det er et vilkår, vi må acceptere, når vi gerne vil og skal rundt på forskellige afdelinger. Det er helt afgørende, at man oplever at blive budt ind i en afdeling og et fællesskab, som en ligeværdig kollega, og at det giver mening, det arbejde, man udfører. Og i den lægelige videreuddannelse kunne jeg ønske mig langt større fleksibilitet, så man hurtigere ville kunne komme igennem systemet, når man allerede har opnået bestemte kompetencer. Jeg synes, det er så fantastisk, at man mange steder begynder at opprioritere uddannelsen af kommende praktiserende læger under deres sygehusophold, både i form af yngre læger, der varetager uddannelse, men også fx i Slagelse, hvor man har ansat en uddannelsesansvarlig overlæge i almen medicin – Det synes jeg, er et fantastisk initiativ, og talen omkring Slagelse sygehus har ændret sig, kan jeg høre, bare på ganske få år. Mere af det, tak!
Det er et sjovt spørgsmål, hvad den største hindring er. For jeg er simpelthen i tvivl. Jeg oplever, at folk siger, at det er vigtigt at rekruttere praktiserende læger. Vi har data på, hvad der skal til for at rekruttere, både gennem diverse undersøgelser, men også forskningsprojekter, og alligevel har man fornemmelsen af, at det strander et sted. Alle vil gerne tale om det, ingen vil gøre noget. Det er den følelse, man nogle gange kan stå tilbage med. Måske er det fordi, der ikke er én ting, der kan gøres, men at det er mange små ting, der er løsningen, og at det først kan ses om lang tid. Så alle vil gerne gennem ord fortælle, at det betyder noget for dem, men ingen er villig til at betale den pris, det koster, for man får ikke selv afkastet eller æren, når det engang lykkes.
Der er plads til forbedring.”
Tak Sara for at være med til at sætte fokus på emnet.
Husk på at du kan blive medlem af tænketanken og støtte vores arbejde her