
22/10/2024
SundForuft; rekruttering og tilknytning - Lægefaglig direktør
Palle Juelsgaard er lægefaglig direktør ved Præhospitalet i Region Midtjylland.
Læs hvad Palle mener om emnet her:
1) Hvad tænker du når du hører “rekruttering og fastholdelse af personale”?
2) Har du oplevet noget godt, eller iværksat nogle virksomme tiltag på området?
"Svar til spørgsmål 1 og 2. Måske vi skulle kalde det tiltrækning og tilknytning?!
For mig handler det om at vi som organisation altid er i bevægelse, i forhold til at gøre os interessante for de medarbejdere vi gerne ser ansat i hospitalet.
Jeg tror det er meget mere end SoMe. Gennemarbejdede onboarding programmer og nysgerrige samtaler efter få måneders ansættelse, har vi en erfaring for gør en stor forskel for den nyansatte.
Vi skal interessere os for det, der betyder noget for den aldersgruppe, vi ønsker at tiltrække og tilknytte.
I min optik vil det eksempelvis være muligheder for at sammensætte ”Hybridstillinger”. Stillinger i kombination mellem forskellige jobfunktioner/hospitaler. Det kunne være deltidsleder i én organisation og klinik i en anden. Det kunne være uddannelsesfunktion og klinik i en kombination mellem forskellige hospitaler, styrelser eller kommuner. Der kan formentlig være mange andre konstruktioner.
Det kunne også være et ønske om forskelligt jobindhold i forskellige livsfaser,- eksempelvis reduceret tid, eller reduceret vagtbelastning, kompenseret af eksempelvis administrative opgaver, deltidsforskning eller ledelsestræning mm. I det hele taget tror jeg ønsket om, og mulighederne for at kunne individualisere og ”plukke fra alle hylder” vil blive styrende for vores tiltrækningsmuligheder.
Jeg tror vi kigger ind i et opgør med den meget lange arbejdsuge som en standard. Til gengæld vil vi kunne se ønsker om en periodisk hårdere arbejdsindsats. Alt sammen noget der balancerer familielivet og arbejdslivet.
Vores yngre medarbejdere vil forvente et større ledelsesfokus. Det betyder at vi som ledere skal være rustede og indstillet på at give mere opmærksomhed, sparring og vejledning.Det kunne måske også give lederen refleksioner og ny indsigt? En sund læringskultur og tryghed i arbejdslivet er efterspurgt, ligesom ønsket om en flad og tilgængelig ledelseskultur med et reduceret hierarki.
Mening i arbejdslivet skal naturligvis behandles i MUS samtalen, men også være indeholdt i den daglige kontakt, og i det hele taget være en naturlig del af de mange samtaler i organisationen.
Bæredygtighed og socialt ansvar vil være elementer der i stigende grad og oplagt, vil virke tiltrækkende på en stor gruppe personer med sundhedsfaglig baggrund.
Endelig vil jeg nævne: Karrieremuligheder, - og ikke mindst talentudviklingsfokus som afgørende fremtidige parametre når en potentiel ansøger trykker ”Send”.”
3) Hvad oplever du som den største hindring?
“Vi har fortsat mange benspænd mellem vores arbejdspladser i forhold til at kunne tilbyde eksempelvis sammensatte stillinger. Jeg oplever også udfordringer omkring de faglige organisationers accept af dele- og kombinationsstillinger. Der er en særlig opmærksomhed på normtimeregnskab,
pensionsindbetalinger, ferieafvikling mm. Måske vi som organisationer skal kunne tilbyde HR rådgivning til medarbejderne på netop disse områder?”
Tak til Palle for at være med til at sætte fokus på emnet.
Husk på at du kan blive medlem af tænketanken og støt vores arbejde her
Følg også tænketanken på de sociale medier:
- LinkedIn
- X
- Instagram