20/12/2024
SundForuft; rekruttering og tilknytning - Forvaltningschefen
Heidi Have er forvaltningschef i Ældre og Omsorg, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune.
Læs hvad hun mener om emnet her.
1) Hvad tænker du når du hører “rekruttering og fastholdelse af personale”?
“Fastholdelse eller tilknytning, som jeg synes er et mere rammende begreb, er afgørende for, at vi som kommune også i fremtiden kan tilbyde de mennesker, vi hjælper, den omsorg og pleje, som de har behov for. Beboere på plejehjem bliver ældre – en stor andel har demens og multisygdomme. Det kræver høj faglighed at kunne navigere i de mange specialer, der kan være omkring den enkelte ældre. Ligeledes kræver det høj faglighed at kunne tilbyde mere behandling i eget hjem, hvor den ældre er omgivet af velkendte ansigter i både vante og akutte situationer. Dette kan vi dog kun tilbyde, fordi vi har rekrutteret og tilknyttet de rette medarbejdere.
Vi har brug for, at vores medarbejdere bliver på arbejdspladsen. At de føler en tilknytning, der gør, at de kan være med og har lyst til at udvikle det sted, de arbejder. Hverdagen skal indrettes, så medarbejdernes daglige og faglige observationer danner rammen om den enkelte beboers hverdag. Det giver en følelse af mening i arbejdet at kunne bruge sin faglighed, som jeg tror er afgørende for lysten til at blive tilknyttet et sted. Herudover skal der være rammer, som hver dag understøtter arbejdet med at skabe gode relationer mellem både beboere og medarbejdere og medarbejderne imellem, ligesom medarbejderne skal anerkendes for det store arbejde, de hver dag yder. Ikke kun af glade og trygge beboere, men også af det system, de arbejder i. Derfor er faglig og nærværende ledelse en helt afgørende brik i spillet om rekruttering og tilknytning.”
2) Har du oplevet noget godt, eller iværksat nogle virksomme tiltag på området?
“Lige nu uddannes alle medarbejdere på vores 50 plejehjem i Aarhus Kommune i personcentreret omsorg, som skal være den tilgang og det fælles faglige sprog, som alle faggrupper møder borgerne med. Det kræver faglighed at sætte det enkelte menneskes selvbestemmelsesret i centrum, og her tilbyder tilgangen og det fælles sprog en ramme om vores arbejde. Jeg tror på, at vi ved at investere i uddannelse og en tydelig retning for det at arbejde på et plejehjem i Aarhus Kommune er med til at skabe arbejdspladser og arbejdsmiljø, som tilknytter medarbejdere.
Vi arbejder sideløbende med styrket borgerkontakt, et styrket pårørendesamarbejde og mere ledelse tættere på medarbejderne. Vi har bl.a. ansat viceforstandere på plejehjem og i hjemmeplejen, da vi ved, at den daglige og tætte kontakt med ledere har en stor betydning for medarbejdernes trivsel på en arbejdsplads. Her er det også væsentligt at nævne, at vi har et stort fokus på den gode on-boarding proces, og både nye ledere og nye medarbejdere får tilknyttet mentorer for hurtigt at lande trygt i alt det nye.
I foråret 2024 frisatte vi 1/5 del af vores plejehjem. Frisættelsen har ikke en fast ramme, men tager udgangspunkt i det, som medarbejdere og ledere - med input fra beboere og pårørende - ønsker at arbejde med. Et plejehjem arbejder fx for at blive et profilplejehjem centreret omkring livsglæde, hvor et andet vil arbejde med at få endnu mere velfærdsteknologi ind i hverdagen. At frisætte en stor del af vores plejehjem er ikke noget, der løses over en nat og på mange måder, kunne det måske være nemmere, hvis alle plejehjem blev drevet ens. Men vi tror virkelig på, at vi med frisættelse skaber moderne og attraktive arbejdspladser, som både tiltrækker og tilknytter medarbejdere.”
3) Hvad oplever du som den største hindring?
“Tid er et begreb, som fylder meget i ældreplejen. Vi har i mange år talt om fx kørelister med minutintervaller og visitation ned på niche niveau. En økonomisk styringslogik, som på mange måder står i modsætning til den omsorgslogik, som vores arbejde centrerer sig omkring. Der er mange regler, som styrer forskellige arbejdsgange og arbejdstider. Og selvom en del af dem er skabt for at skabe gode rammer for de medarbejdere, vi gerne vil tilknytte, har de i nogle tilfælde haft den modsatte effekt. Her tror jeg på, at mange af de tiltag som vi lokalt i Aarhus Kommune har iværksat sammen med de tiltag som den nye ældrelov peger på, kommer til at gøre en stor forskel, da de tiltag netop giver endnu mere plads til fagets omsorgslogik, hvor medarbejdernes og ledernes faglighed vil stå helt centralt i arbejdet med, at det også fremadrettet skal være trygt at blive ældre i Aarhus.”
Tak Heidi for at være med til at sætte fokus på emnet.
Husk på at du kan blive medlem af tænketanken og støtte vores arbejde her