04/11/2024
SundForuft; rekruttering og tilknytning - Demenskonsulenten og sygeplejersken
Katja Halladin Rauh er demens- og trivselscoach, demenskonsulent samt sygeplejerske.
Læs hvad hun mener om emnet her.
1) Hvad tænker du når du hører “rekruttering og fastholdelse af personale”?
“Rekruttering er en formulering vi bruger for at kunne få nye medarbejdere ind i folden. Ordet fastholdelse har for mig en negativ klang, hvorfor jeg ofte anvender ordet tilknytning i stedet. Hvis vi nu omformulerede ordene rekruttering og fastholdelse til ordene tiltrækning og tilknytning ville det for mig være mere meningsfuldt, og personligt ville jeg være mere nysgerrig på en arbejdsplads der gerne vil gøre noget ekstra for at vores samarbejde bærer frugt og anvender mere positivt ladede ord. Jeg tror på, at hvis vi skal tiltrække og tilknytte medarbejdere, så skal vi være opmærksomme på at det ikke kun handler om hvad de kan gøre for os, men også hvad vi kan gøre for dem. Men hvis vi skal tiltrække og tilknytte, så skal vi også have noget at byde på og nogle tilbud som tilgodeser medarbejderens behov.
I sundhedsvæsenet er der ofte mest fokus på drift/opgaver/ to-do lister som skal gennemføres dagligt, men overordnet glemmer vi det medmenneskelige samspil og det holistiske medarbejderperspektiv.”
2) Har du oplevet noget godt, eller iværksat nogle virksomme tiltag på området?
“I 2020 opstartede jeg obligatorisk Trivsels & Ressource coaching for mange medarbejdere på et plejehjem i Furesø kommune. Jeg erfarede at mange medarbejdere udviklede stress og angst grundet en massiv ubalance i forhold til medarbejderens ressourcer og de krav der blev stillet til dem i den daglige drift. Jeg erfarede at medarbejderne gik alene med følelsen af utryghed og afmagt hvilket resulterede i sygemeldinger og generel mistrivsel.
Coachingen fungerede i over 3 år og hurtigt faldt sygefraværet. Coachingen vandt i september 2023 året pris inden for Personale og Demens på Demensalliancens topmøde.
I dag lever jeg af at give coaching og Supervision til medarbejdere, og det er så vigtigt at se og støtte den enkelte medarbejder til at forstå egne handlemønstre og følelser samt give dem et Pusterum i arbejdstiden. Derudover modtager medarbejderen diverse redskaber som bla. Mindfulness og faglig sparring.
Tiden er inde til at vi skal give noget mere tilbage til medarbejderne, især til omsorgsgiverne der ofte går udbrændt hjem. Hvis vi skal Tiltrække og Tilknytte skal vi have tilbud til medarbejder trivsel således at arbejdspladsen kan være attraktiv og udviklende i stedet for udpint og drænende. Hvis Trivsel og gode tiltag skal lykkedes, kræver det en fremsynet ledelse og et meget tæt samarbejde generelt med ledelsen, og daglige pauser på arbejdspladsen skal være en del af kulturen.”
3) Hvad oplever du som den største hindring?
“Rigtig meget drukner i drift. Når nye ideer og tiltag vokser og bliver delt, har det ofte en meget kort levetid, eftersom der er så mange gøremål, der først skal prioriteres. Derudover skal mange ofte til møder, og det medmenneskelige siver langsomt ud imellem hænderne på alle. Mange har de bedste intentioner, men kravene overtager og medarbejderne skal gå på kompromis med deres ressourcer og ender ofte med at overskride egne grænser.”
Tak Katja for at være med til at sætte fokus på emnet.
Husk på at du kan blive medlem af tænketanken og støtte vores arbejde her
Følg også tænketanken på de sociale medier: