Monika Rubin

Bestyrelsesmedlem, Læge, Ph.d. studerende

På det sundhedspolitiske område, står vi overfor en virkelighed, der ofte er præget af ord som ”synes”, ”føler” og ”tror,” og hvor evidensen har trænge kår. Det angår både i processer omkring beslutningstagning, hvor følelser ofte er udslagsgivende, eller når forskningsmidler til uafhængig medicinsk videnskabelig forskning nedprioriteres. Et eksempel på dette er fx eksperimentet med medicinsk cannabis, hvor man fra politisk side valgte at iværksætte behandling med medicin, uden at have undersøgt effekt og bivirkninger på vanlig vis. Man risikerer at behandlingen er virkningsløs og i bedste fald spild af penge, men man kan i værste fald risikere at gøre skade på patienterne ved at behandle uvidenskabeligt.
Denne form for populisme indenfor sundhedspolitik er i mine øjne alt andet end sund fornuft, men desværre ikke enestående.

Jeg er læge indenfor anæstesiologien og aktuelt i gang med at skrive en ph.d. om pårørendes tilstedeværelse ved akut behandling og genoplivning af deres kære - og så er jeg det bestyrelsesmedlem, der står for vores hjemmeside og de sociale medier. 

Min kamp, som jeg vil kæmpe med SundFornuft, handler om evidensbaseret og faglig relevant politisk prioritering i sundhedsvæsenet, som jeg i dag finder mangelfuld. Jeg synes at der i vores sundhedsvæsen mangler prioritering og allerhelst evidensbaseret prioritering. Siden jeg som nyuddannet læge deltog i Debatten på DR2 i sommeren 2015, har jeg deltaget i den offentlige debat på de sociale medier samt skrevet kronikker, og debatindlæg, med netop evidens og prioritering som omdrejningspunkt. Og hvorfor så bruge sin fritid på det? Fordi det betyder noget for mig at få mennesker omkring mig til at træffe de bedste beslutninger, gerne baseret på reel forskning hvis muligt. Vores politikere tænker ofte for kortsigtet, hvilket ikke altid er til gavn for hverken patienter, de ansatte eller sundhedsøkonomien. Alt for ofte bliver det partipolitiske interesser der styrer, fremfor uafhængig sund fornuft. Dem der råber højest "får ret".

At vi som en tænketank er uafhængige, kan forhåbentlig bidrage til noget sund fornuft i den offentlige sundhedspolitiske debat.

 

Debatindlæg: